Afrodites prolog

Afrodite

Almægtig er jeg blandt de evige og de som dør, 

– gudinde, Kypris – navnet kender alle og enhver

fra Sortehavet kyster helt til Atlas’ grænseskel 

hvor end de bor og skuer solens stråleskær;

jeg anerkender dem, som viser mig respekt,                                       5

men straffer nådesløst enhver, som trodser mig.

For gudernes natur er jo simpelthen sådan:

at nyde hver gang menneskerne hylder dem.

Men se! Nu vil jeg vise at jeg taler sandt:

For Theseus’ søn, den dreng, som Amazonen fik,                              10

den rene Pitheus’ plejebarn, Hippolytos

er her blandt Troizens borgere alene om 

konstant at kalde mig den allerværste gud:

En afholdsmand! Nul sex og intet ægteskab,

for Foibos søster, Zeus’s datter, Artemis,                                           15

betragter han som størst blandt alle guderne.

Med denne jomfru fjanter han i skovens løv 

på jagt med raske hunde efter egnens vildt. 

Så nært et forhold til en guddom får kun få.

Misundelig? Nej hvorfor skulle jeg være det?                                    20

Hippolytos har krænket mig, og nu i dag

tager jeg min hævn, for længe har jeg lagt min plan,

og resten løser sig så let som ingenting.

Engang forlod han Pittheus’ hal og rejste til

Pandíons land – for dér at se og fejre fromt                                        25

mysterierne – men han blev set af farens viv

den ædle Faidra, som af Eros’ lyst blev ramt

i hjertet hårdt, præcis som jeg havde planlagt det.

Og før hun flyttede her til Troizen fik hun rejst

nær Pallas’ bjerg en helligdom til Kypris, mig,                                  30

med udsigt over dette land, fordi hun var

forelsket i en fremmed, og ”Hippolytos’”

vil man herefter kalde dette ofringssted.

Men nu er Theseus, for at undgå blodskyldsstraf

fra mordet på en søn af Pallantiderne,                                                35

så sejlet med sin hustru bort fra Kekrops land 

til denne fremmed egn og årelangt eksil.

Nu drives staklen til afsindighed og gråd

af elskovs piskesmæld – hun vil i stilhed død,

for tjenerne forstår jo ikke hvor syg hun er.                                        40

Men det bliver ikke den slutning denne elskov får:

Jeg viser nemlig Theseus sagens sammenhæng

så han forbander ham, min plageånd – en far 

sin egen søn – og dræber ham, for havets gud

Poseidon, skænkede engang ham den respekt                                    45

at han tre gange kunne forvente gudens gunst.

Og Faidra redder æren, men skal dø alligevel,

for jeg lader ikke min respekt for hendes lod

hvor ond den end er, overskygge straffen, som

skal ramme mine fjender – sådan er det jo.                                        50

Men Theseus’ søn, Hippolytos er nu på vej,

jeg ser ham komme dér, godt træt efter dagens jagt, 

så nu er det på tide at jeg kommer væk.

En mægtig flok lakajer følger i hans spor

de råber op og hylder guden Artemis                                                  55

med hymner, uden at han ved, at Hades port 

står åben og at solen i dag går ud for ham.