Om livets genvordigheder

Semonides 1.

Min dreng, et mål for alt har Zeus, der tordner dybt,

for alt der er: Han gør med det, som han nu vil.

Forstand blandt men’sker findes ej, ja, døgnets børn,

som markens kvæg de lever, aner ingen ting,

om hvad mon guden har besluttet sig for dem.                                 5

Men håb og selvtillid gi’r alle folk den tro

at det umulige kan ske, én venter på

i morgen, én på årene, der går forbi.

Og alle os, som dør, går rundt og tror

at rigdoms goder kommer på besøg i år,                                            10

men alderdommen kommer ubehag’ligt først

ja før man når i mål. Og sygdom dræber løs

blandt os som dør, mens Ares smadrer andre, som

så bliver sendt til Hades under sorten muld.

På havets bølgerækker dør der også folk                                           15

som bli’r i uvejr kastet rundt i dybets svælg,

fordi de ik’, på land ku’ opretholde liv.

Og andre fletter løkken til en hæslig død,

men de tog valget selv og dropped’ solens lys.

Ja, intet undgår ondt, og dødens vej er rig                                         20

for, os som dør, og uset smerte finder vej

og kval er hverdag. Hvis I hører efter mig:

Så glem alt det som gør os ondt, og pinslerne

de torturerer ikke længere vort sind.

 

 

Forårsdigt

Meleagros, Den græske antologi 9. 363

 

Vinterens gråvejr med regn og rusk er forsvundet fra himlen,

nu smiler forårets stunder med purpurfarvede blomster.

Jorden bekranser sin mørke muld med friskgrønne græsstrå

og pynter sine blomstrende skud med helt nye lokker.

Engene drikker den nærende dug, der drypper ved daggry,                                     5

og griner højt imens kronblade åbnes på rosernes stængler.

Hyrden i bjergenes egne spiller sin velkomst på fløjten

og blandt uldhvide gedekid glædes gedernes vogter.

Nu sejler sømænd hen over bølgernes bugende vidder

alt imens sejlene bugner af Zefyros’ hjælpende vindpust.                                       10

Nu løftes folkets røst under kranse af blomstrende vedbend

tunge af bær til vindruens frembringergud Dionysos.

Bierne, skabt af en okse,* viser den tekniske kunnen

deres herlige værk, og imens de sidder i boet

skaber de af den friskhvide voks deres prægtige kuber.                                           15

Alle arter af fugle synger med trillende stemmer:

Isfulge hen over bølgen og svaler dér under gavle,

svaner på flodstrømmens bred og nattergale i lunde.

Hvis naturens løv er fornøjet, og jorden den blomstrer

hyrden han fløjter og uldede får er grebet af glæde,                                                 20

sange synges i luften og bierne slider og knokler

hvorfor skulle en sanger så ikke også synge i våren?

 

* I den græsk-romerske verden troede nogle at bier  stammede fra døde okser.

Herlige Hercules

Den homeriske hymne til Herakles med et sind som en løve

 

Nu vil jeg synge om Herakles, Zeussønnen, bedst iblandt jordens 

slægter og ham som Alkmene fødte i korglade Theben, 

dengang da hun havde ligget med tordenvejrets kronide;

ham som ud over havet og jordens vældige vidder

førhen blev ledt på afveje ved kong Eurystheus’ befaling.

Tåbeligt ondt har han udført og måtte selv lide samme,

men på det vinterklædte Olympos’ pragtfulde sæde

bor han i glæde nu sammen med Hebe, hvis ankler er smukke.

Hil dig, min herre og Zeussøn, og skænk mig mandsmod og velstand!

Epigram til en død myre

Antipatros fra Sidon. Den græske antologi. bog 7. 209

 

Her på den stenhårde jord, du hårdtarbejdende myre,

har jeg af mulden så tør   rejst dig en tue som grav

så du skønt død kan fortrylles af Deo’s korngiverfurer

når du i kammerets hvil   ligger i oppløjet jord.

 

Note:

Deo = Demeter

Ibykos' lovprisning af Polykrates (Et Iliade-digt)

Ibykos S151 SLG (282a PMG)

De slagted’ Priamos, Dardanos’ sønnens                     Modstrofe

mægtige by, så berømt for sin rigdom,                          

efter fra Argos de fór                                     

dertil, for zeus havde planlagt det sådan                                                 

 

for den blonde Helenas figur i                      (5)                Epode

sorgfuld krig, der skal lyde i sange,                    

de nu skulle udholde striden;                  

til Pergamon gik da Undergangsblindhed                  

på grund af den guldhåret Kypris.                      

 

Men min lyst er dog ikke til sang om             10)               Strofe

Paris, der narrede værten, Kassandra              

med ankler smukke som få,                     

eller de andre af Priamos’ afkom,                       

 

og om det højtbygget Trojas’s dødsdag                           Modstrofe

tør jeg ej tale, og slet ikke nævne               (15)                    

heltenes selvsikre mod,                               

de som alle de kurved’ og veltømred’               

 

skibe, fragtede fornemme helte,                                   Epode

gruopvækkende onder for Troja.                        

Det var kong Agamemnon, der ledte,             (20)     

af Pleisthenes’ slægt og mændenes fører,      

og fornemme afkom af Atreus.               

 

Den fortælling kan Helikons muser                                Strofe

med deres kunst elegant gå ombord i,                          

ingen dødelig mand                                       (25)     

kan berette enhver af detaljerne                         

 

hvor mange skibe fra havnen i Aulis                                Modstrofe

Argos’s flåde, der over ægæisk                

hav kom til Trojas’s land                            

dér hvor hestene næres, med krigsmænd        (30)

 

med skjold af bronze, achaiernes sønner,                       Epode

og af dem var den bedste i striden                     

klart Achilleus med hurtige fødder,                  

og mægtige Aias, telamoniden,                            

              … af (mod?) ild                                   (35)

 

... skønnest fra argos                                        (40)       Strofe

... [Kyanippos] også til Ilion

 

… [Zeuxippos] født af Hyllis med                                    Modstrofe

guldgjorte brystbånd, ligesom guldet

tre gange renset til

bjergkobber sagde danaer og troer han

 

var og nærmest så smuk som Troïlos                              Epode

deres kropsform var næsten identisk:                (45)     

de har for altid del i det skønne,

som dit ry, Polykrates, er bestandigt,                  

et ry, mine sange dig skænker.

 

Noter:

Dardanos: Trojas grundlægger.

Pergamon: Trojas højborg.

Pleisthenes: Hos Homer er Agamemnon søn af Atreus, men hos Hesiod findes også slægtskab med Pleisthenes, som er navnet på flere at Tantalos' arvetagere.

Helikon: Det bjerg Muserne kommer fra i Hesiods tradition. Hos Homer er de olympiske.

telamoniden: Søn af Telamon, konge på Salamis.

Kyanippos: Græsk kriger fra Argos, en af dem der skjulte sig i den Trojanske Hest.

Zeuxippos: Konge af Sikyon, søn af Apollon og nymfen Hyllis.

Hyllis: se ovenover.

Bjergkobber: Et mytisk ædelmetal.

Troïlos: Trojansk prins kendt for sin skønhed.

Polykrates: Historisk tyran på Samos ca. 530 og Ibykos' velgører.

Teksten er fragmentarisk overleveret på papyrus fra det 2-1 årh. f.v.t, men må altså være blevet fremført, formentlig af et kor, ved Polykrates' hof på Samos et halvt årtusinde tidligere. Ligesom mange af digteren Pindars sejrshymner følger denne sang et tredelt skema af strofe-modstrofe og epode (en triade), men i modsætning til Pindar stemmer metrikken overens alle triaderne igennem. Oversættelsen følger Felix Budelmann's udgave fra 2018.

 

En stoikers lovprisning af universets evige grundlov

Kleanthes’ Hymnen til Zeus

 

Størst blandt uddødlige, navnerig, altets evige hersker

Zeus, du naturens grundelement, styrer alt efter loven,

velkommen her! For dig må vi dødlige kalde vor [konge].[1]

Det er fra dig, vi er til, og blandt alt hvad der lever og ånder

på vores jord, har kun vi fået del i guddommens billed’[2]                                         5

Hymnen her er til dig. Jeg vil altid besynge din styrke.

Dig lyder vort univers på sin banen rundt omkring jorden;                                   (gr. kosmos)

hvorhen du måtte lede det, følger det villigt din styrke. 

Du har jo i dine ubesejrede hænder dit redskab,

Lynet, den tveægget ild, hvis flamme lever for evigt;                                                  10

det er jo lynnedslag, der fuldbringer alt i naturen,

Du holder derfor det heles forstand, som går gennem altet,                                 (gr. koinos logos)

på den helt rette kurs så stort lys blandes med mindre[3]

[Derfor er du den højeste og over altet vor konge][4]

Der er intet der sættes i gang uden dig her på jorden,                                              15

eller oppe i gudernes himmel eller på havet

undtaget ondt, der af onde i uvidenhed bliver udført.

Du får dog alt ,der går ud over grænsen pænt ført tilbage,

og får uorden ordnet, forenet alt uforenligt.

Du gør at alt ,der er godt og alt der er ondt, synger sammen,                               20

sådan at altets forstand er én og forblive den samme,                                        (gr.logos)

men der er dødlige som tænker ondt og lader den fare,

stakler, som altid savner det, som de gode har del i,

uden at se eller høre på gudens lov for det hele:                                               (gr.koinos nomos)

Skønt de i tiltro til den ville leve godt og betænksomt.                                          25

Nogle higer jo tankeløst efter det ene og andet,

én for sit omdømmes skyld tager del i en strid konkurrence

kun fordi han ikke er ordentlig, men blot for grådig,

én vil kun opnå forløsning ved kroppens dejlige gerning,

men de opnår kun ondt ved at fare fra ét til det andet,                                            30

ivrige higer de efter det modsatte af, hvad de søger.

Giver af alt, du skysorte Zeus, og lynets behersker

Værn os men’sker mod uvidenhed, der volder os skade.

Fader, lad den forsvinde fra sjælen, og skænk os at opnå

visdom, rettesnoren for alt, som du styrer med retfærd,                                         35 (gr. gnome)

så kan vi hædre dig ligesom du har hædret os alle,

og igen og igen besynge dit virke i hymner, for ingen

gave er større end denne for dødlige eller for guder

at besynge retfærdigt den evige lov for det hele.                                            (gr.koinos nomos)

 


[1]Et forsøg på at finde mening med verset.

[2]Teksten er højst usikker.

[3]Solen og månens lys.

[4]Verset er ødelagt og der er måske en lakune.

Antipater fra Thessalonike

Husk lige tandbørsten!

 

Hvem, Mentorides, har vendt op og ned på dit hoved og bagdel?

Røvhullet findes nu der, hvor munden tidligere var.

Du fisser, når du skal ånde, og stemmen oser af kælder:

Det er et under hvordan, nede blev oppe på dig.

 

To sejrssange af Bacchylides

Bacchylides 2

 

 

Til Argeios fra Keos, vinder i boksning for drenge ved de Isthmiske lege.

 

Strofe

Du rygte, som berømmer os, 

spring straks til hellige Keos med

dit smukke sejrsbud, om at

Argeios hævede sejren højt:

Han vandt i dristig nævekamp.                                      5

 

Modstrofe

Et minde om bedrifterne

på Istmens velkendte fastlandsspids

som vi fra Euxantos’s ø

bedrev, og nu har vi halvfjers 

og så en ny krans vundet dér.                                        10

 

Epode

Og vores hjemegns Muse vil

nu vække sødlig sejrssang

og med sin fløjte ærer hun

Pantheides’ kære søn.                                                    14

 

 

 

Bacchylides 6.

 

 

Til Lachon fra Keos i forbindelse med hans sejr for drengeboksning ved de Olympiske lege.

 

Strofe

Det lod, som store Zeus 

for hans løb til Lachon gav, 

er den største hæder ved

Alfeiosflodens munding, en bedrift

som unge mænd med sejrskranse på

førhen sang om vinberømte Keos i

Olympia, når de med næver eller 

 

Modstrofe

i spurt var stærkest dér.

Og på Nikes bud en sang

vil Urania til dig,

Aristomenos’ stormfods søn, nu hér

som hyldesttoner synge højt, fordi

Keos’ ry og rygte nu du hæver op

da du i spurten viste du var stærkest.

 

 

Super Woman, Kyniska

Kyniskas sejrsepigram

Mine fædre og mine brødre er konger i Sparta,

sejren vandt dog Kyniska med vogn bag hurtige heste

og hun opstilled’ statuen her: Alene blandt alle

Hellas’s kvinder tog jeg, hør mine ord, denne krans. 

 

Om Kyniska, se https://en.wikipedia.org/wiki/Cynisca

Gravskrift til et rigtig svin! En indskrift fra Makedonien

Her ligger jeg, en firbenet grisling, vellidt af alle.

Er fra Dalmatias sletter, men blev bragt bort som en gave. 

Mit Apollonia savned’ jeg, når i Dyrrachion jeg løb 

rundt, og til fods kom jeg frem over alt, umulig at fange.

Nu og for tidligt ved vognhjulets vold er mit lys blevet slukket.

Savner at se på Emathia og på Fallos’ kærre.

Nu ligger jeg altså her, Døden skylder jeg intet.

 

Dalmatia: Område i det nuværende Albanien/Kroatien

Apollonia: By i det nuværende Albanien/Kroatien

Dyrrachion: By i det nuværende Albanien/Kroatien

Emathia: Område i Nordgrækenland

Fallos: Måske navnet på den tidligere ejer. Eller ejeren af den vogn, der dræbte grisen.

 

 

 

χοῖρος ὁ πᾶσι φίλος, τετράπους νέος, ἐνθάδε κεῖμαι

Δαλματίης δάπεδον προλιπὼν δῶρον προσενεχθείς,

[καὶ] Δυρράχιν δ' ἐπάτησ' Ἀπολ[λ]ωνίαν τε ποθήσας

καὶ πᾶσαν γαίην διέβην ποσὶ μοῦνος ἄλιπτος

νῦν δὲ τροχοῖο βίῃ τὸ φάος προλέλοιπα < u - -> (5)

Ἠμαθίην δὲ ποθῶν κατιδεῖν φαλλοῖο δὲ ἅρμα

[ἐνθάδε] νῦν κεῖμαι [τῷ] θανάτῳ μηκέτ’ ὀφειλόμενος.

 

Mimnermos

 

Mimnermos fragment 1. Stobaios 4. 20. 16

 

Hvor var livet og lykken, hvis nu Afrodite var borte?

Måtte jeg dø den dag,   tanker og lysten blev væk

til på sengen at give og få i elskovens sødme;

det er jo ungdommens blomst,   som både kvinder og mænd

altid vil plukke i vellyst, men så en dag kommer Ælde;                                     5

smertefuldt gør den en mand    grim som engang var så smuk,

mens i hans hjerte bekymringer river og flår ham i stykker:

Ser han mod sollysets glans,   glædes han ikke engang.

Han skræmmer drengene bort, og kvinderne ænser ham ikke.

Ælde for os er så barsk,   men den er givet af gud.                              10

Xenofanes om guder, fragment 15.

Men hvis nu okser, heste og løverne selv havde hænder

og kunne tegne med dem på helt samme måde som men’sker

da ville hestene formgive guder som heste, og okser 

guder som okser, og give gudernes skikkelser former

der til forveksling ligner den krop, de nu hver især selv har.