En stoikers lovprisning af universets evige grundlov

Kleanthes’ Hymnen til Zeus

 

Størst blandt uddødlige, navnerig, altets evige hersker

Zeus, du naturens grundelement, styrer alt efter loven,

velkommen her! For dig må vi dødlige kalde vor [konge].[1]

Det er fra dig, vi er til, og blandt alt hvad der lever og ånder

på vores jord, har kun vi fået del i guddommens billed’[2]                                         5

Hymnen her er til dig. Jeg vil altid besynge din styrke.

Dig lyder vort univers på sin banen rundt omkring jorden;                                   (gr. kosmos)

hvorhen du måtte lede det, følger det villigt din styrke. 

Du har jo i dine ubesejrede hænder dit redskab,

Lynet, den tveægget ild, hvis flamme lever for evigt;                                                  10

det er jo lynnedslag, der fuldbringer alt i naturen,

Du holder derfor det heles forstand, som går gennem altet,                                 (gr. koinos logos)

på den helt rette kurs så stort lys blandes med mindre[3]

[Derfor er du den højeste og over altet vor konge][4]

Der er intet der sættes i gang uden dig her på jorden,                                              15

eller oppe i gudernes himmel eller på havet

undtaget ondt, der af onde i uvidenhed bliver udført.

Du får dog alt ,der går ud over grænsen pænt ført tilbage,

og får uorden ordnet, forenet alt uforenligt.

Du gør at alt ,der er godt og alt der er ondt, synger sammen,                               20

sådan at altets forstand er én og forblive den samme,                                        (gr.logos)

men der er dødlige som tænker ondt og lader den fare,

stakler, som altid savner det, som de gode har del i,

uden at se eller høre på gudens lov for det hele:                                               (gr.koinos nomos)

Skønt de i tiltro til den ville leve godt og betænksomt.                                          25

Nogle higer jo tankeløst efter det ene og andet,

én for sit omdømmes skyld tager del i en strid konkurrence

kun fordi han ikke er ordentlig, men blot for grådig,

én vil kun opnå forløsning ved kroppens dejlige gerning,

men de opnår kun ondt ved at fare fra ét til det andet,                                            30

ivrige higer de efter det modsatte af, hvad de søger.

Giver af alt, du skysorte Zeus, og lynets behersker

Værn os men’sker mod uvidenhed, der volder os skade.

Fader, lad den forsvinde fra sjælen, og skænk os at opnå

visdom, rettesnoren for alt, som du styrer med retfærd,                                         35 (gr. gnome)

så kan vi hædre dig ligesom du har hædret os alle,

og igen og igen besynge dit virke i hymner, for ingen

gave er større end denne for dødlige eller for guder

at besynge retfærdigt den evige lov for det hele.                                            (gr.koinos nomos)

 


[1]Et forsøg på at finde mening med verset.

[2]Teksten er højst usikker.

[3]Solen og månens lys.

[4]Verset er ødelagt og der er måske en lakune.

Antipater fra Thessalonike

Husk lige tandbørsten!

 

Hvem, Mentorides, har vendt op og ned på dit hoved og bagdel?

Røvhullet findes nu der, hvor munden tidligere var.

Du fisser, når du skal ånde, og stemmen oser af kælder:

Det er et under hvordan, nede blev oppe på dig.

 

To sejrssange af Bacchylides

Bacchylides 2

 

 

Til Argeios fra Keos, vinder i boksning for drenge ved de Isthmiske lege.

 

Strofe

Du rygte, som berømmer os, 

spring straks til hellige Keos med

dit smukke sejrsbud, om at

Argeios hævede sejren højt:

Han vandt i dristig nævekamp.                                      5

 

Modstrofe

Et minde om bedrifterne

på Istmens velkendte fastlandsspids

som vi fra Euxantos’s ø

bedrev, og nu har vi halvfjers 

og så en ny krans vundet dér.                                        10

 

Epode

Og vores hjemegns Muse vil

nu vække sødlig sejrssang

og med sin fløjte ærer hun

Pantheides’ kære søn.                                                    14

 

 

 

Bacchylides 6.

 

 

Til Lachon fra Keos i forbindelse med hans sejr for drengeboksning ved de Olympiske lege.

 

Strofe

Det lod, som store Zeus 

for hans løb til Lachon gav, 

er den største hæder ved

Alfeiosflodens munding, en bedrift

som unge mænd med sejrskranse på

førhen sang om vinberømte Keos i

Olympia, når de med næver eller 

 

Modstrofe

i spurt var stærkest dér.

Og på Nikes bud en sang

vil Urania til dig,

Aristomenos’ stormfods søn, nu hér

som hyldesttoner synge højt, fordi

Keos’ ry og rygte nu du hæver op

da du i spurten viste du var stærkest.

 

 

Super Woman, Kyniska

Kyniskas sejrsepigram

Mine fædre og mine brødre er konger i Sparta,

sejren vandt dog Kyniska med vogn bag hurtige heste

og hun opstilled’ statuen her: Alene blandt alle

Hellas’s kvinder tog jeg, hør mine ord, denne krans. 

 

Om Kyniska, se https://en.wikipedia.org/wiki/Cynisca

Gravskrift til et rigtig svin! En indskrift fra Makedonien

Her ligger jeg, en firbenet grisling, vellidt af alle.

Er fra Dalmatias sletter, men blev bragt bort som en gave. 

Mit Apollonia savned’ jeg, når i Dyrrachion jeg løb 

rundt, og til fods kom jeg frem over alt, umulig at fange.

Nu og for tidligt ved vognhjulets vold er mit lys blevet slukket.

Savner at se på Emathia og på Fallos’ kærre.

Nu ligger jeg altså her, Døden skylder jeg intet.

 

Dalmatia: Område i det nuværende Albanien/Kroatien

Apollonia: By i det nuværende Albanien/Kroatien

Dyrrachion: By i det nuværende Albanien/Kroatien

Emathia: Område i Nordgrækenland

Fallos: Måske navnet på den tidligere ejer. Eller ejeren af den vogn, der dræbte grisen.

 

 

 

χοῖρος ὁ πᾶσι φίλος, τετράπους νέος, ἐνθάδε κεῖμαι

Δαλματίης δάπεδον προλιπὼν δῶρον προσενεχθείς,

[καὶ] Δυρράχιν δ' ἐπάτησ' Ἀπολ[λ]ωνίαν τε ποθήσας

καὶ πᾶσαν γαίην διέβην ποσὶ μοῦνος ἄλιπτος

νῦν δὲ τροχοῖο βίῃ τὸ φάος προλέλοιπα < u - -> (5)

Ἠμαθίην δὲ ποθῶν κατιδεῖν φαλλοῖο δὲ ἅρμα

[ἐνθάδε] νῦν κεῖμαι [τῷ] θανάτῳ μηκέτ’ ὀφειλόμενος.

 

Mimnermos

 

Mimnermos fragment 1. Stobaios 4. 20. 16

 

Hvor var livet og lykken, hvis nu Afrodite var borte?

Måtte jeg dø den dag,   tanker og lysten blev væk

til på sengen at give og få i elskovens sødme;

det er jo ungdommens blomst,   som både kvinder og mænd

altid vil plukke i vellyst, men så en dag kommer Ælde;                                     5

smertefuldt gør den en mand    grim som engang var så smuk,

mens i hans hjerte bekymringer river og flår ham i stykker:

Ser han mod sollysets glans,   glædes han ikke engang.

Han skræmmer drengene bort, og kvinderne ænser ham ikke.

Ælde for os er så barsk,   men den er givet af gud.                              10

Xenofanes om guder, fragment 15.

Men hvis nu okser, heste og løverne selv havde hænder

og kunne tegne med dem på helt samme måde som men’sker

da ville hestene formgive guder som heste, og okser 

guder som okser, og give gudernes skikkelser former

der til forveksling ligner den krop, de nu hver især selv har.